Din hunds sundhed gennem hele livet

Når du er opmærksom på din hunds sundhed og velvære, får du meget mere ud af samværet med din hund.

HUNDESUNDHED

Når du er opmærksom på din hunds sundhed og velvære, får du meget mere ud af samværet med din hund. Enkle forholdsregler i hjemmet kombineret med et årligt sundhedseftersyn hos dyrlægen vil bidrage til mange års lykke sammen. Når du holder din hund sund og tilpas, vil det give flere glade stunder sammen med din bedste ven.

Nogle grundlæggende ting, du skal overveje:

  • Regelmæssige sundhedseftersyn hos dyrlægen, hvor du kan spørge ind til f.eks. vaccination, ormebehandling, behandling mod lopper og flåter, tandhygiejne mv.
  • En afbalanceret fodring, der passer til din hunds alder, race, størrelse og aktivitetsniveau. Få vejledning hos din dyrlæge.
  • Afsæt god tid til motion. En varieret motionsrutine vil holde din hund stimuleret og i form – og muligvis give dig de samme fordele!
  • Opmærksomhed på tandhygiejne. Børst din hunds tænder, hold øje med om hunden får tandsten eller dårlig ånde. Det er ikke usædvanligt, at en hund får brug for tandrensning hos dyrlægen for at holde tandkød og tænder sunde.
  • Pleje af hud, pels og kløer. Du kan overveje et besøg hos en professionel hundesalon.

Lav en aftale hos dyrlægen, så snart du har fået din nye firbenede ven hjem. Her får du den bedste vejledning, så du får en fantastisk start på samværet med dit nye familiemedlem.

VIGTIG VIDEN OM VACCINATION

En af de første samtaler, du sandsynligvis vil have med din dyrlæge, handler om vaccination. Vaccination giver beskyttelse mod infektionssygdomme, der kan være særdeles alvorlige. Vacciner er nødvendige for at beskytte dit kæledyr hele livet.

Når du følger den anbefalede vaccinationsplan, vil det sikre, at dit kæledyr får en høj grad af beskyttelse mod infektionssygdomme, der kan være alvorlige.

HVORNÅR SKAL MIN HUND VACCINERES?

Når hvalpe dier og indtager råmælk, får de antistoffer fra deres mor. Disse antistoffer beskytter hvalpene i de første uger af livet, men efterhånden som tiden går nedbrydes antistofferne og beskyttelsen mindskes. Hvalpen skal nu danne sine egne antistoffer ved hjælp af vaccination. Den første vaccination af hvalpen sker som regel i 8 ugers alderen umiddelbart før hvalpen forlader opdrætteren og flytter til sit nye hjem.

HVOR OFTE SKAL JEG FÅ VACCINERET MIN HUND?

Hvalpe vaccineres typisk 2-3 gange med 4 ugers interval. Dernæst får de en unghundevaccination som ½-1 år gamle. Den voksne hund vaccineres normalt hvert eller hvert tredje år afhængigt af, hvilke sygdomme hunden ønskes beskyttet mod. Din dyrlæge kan hjælpe med at tilpasse et vaccinationsprogram, der passer til netop din hunds livsstil.

HVILKE VACCINATIONER SKAL MIN HUND HAVE?

Forskellige vacciner anbefales afhængigt af din hunds livsstil og det område, hvor du bor. Der kan f.eks. vaccineres mod disse sygdomme:

  • Parvovirus-infektion
  • Hundesyge
  • Smitsom leverbetændelse
  • Leptospirose
  • Kennelhoste
  • Rabies

Få dyrlægen til at skrive vaccinationerne ind i hundens sundhedsbog. Hvis du rejser til udlandet med din hund, skal du også bruge et kæledyrspas og som minimum en rabiesvaccination af hunden. Spørg din dyrlæge til råds, hvis du planlægger at tage din hund med til udlandet.

MÅ MIN HVALP LEGE MED ANDRE HUNDE FØR DEN ER FÆRDIGVACCINERET?

Din hvalp synes, at det er spændende at udforske sine omgivelser – hunde elsker at snuse, slikke og nogle gange drikke beskidt vand, men det er alt sammen en del af oplevelsen! Din hund kan også møde andre hunde undervejs, og det er ikke muligt for os at se, hvor sunde de andre hunde er. Som en tommelfingerregel bør du kun lade din hvalp lege med hunde, der også er vaccinerede.

Vaccination er nøglen til at forebygge infektioner og beskytte din hund. Vaccinationerne bør påbegyndes, mens din hund er en hvalp. Tal med din dyrlæge for at få råd om vaccination.

NOGLE SUNDHEDSMÆSSIGE OVERVEJELSER FOR VOKSNE HUNDE

TANDSYGDOMME

Det er vigtigt at passe på din hunds tænder og tandkød helt fra start. I dag er det blevet meget lettere for hundeejere. Der er flere produkter på markedet, lige fra specielt udformede tandbørster til tandpasta med kødsmag. Væn hvalpen til at få børstet tænder, det er langt nemmere end at kæmpe med en voksen hund, der aldrig har prøvet det før. Hunde får nemt tandsten, og det problem kan du minimere med tandbørstning. Hvis din hund alligevel får gulbrune belægninger på tænderne og dårlig ånde, så er det tid til en tandrensning og et mundhuleeftersyn hos dyrlægen

ØRER

Hunde kan nogle gange udvikle øreproblemer. Det kan f.eks. være forbundet med allergi eller infektioner. Øregangsbetændelse viser sig typisk ved en kombination af kløe, smerte, rødme, hovedrysten, lugt eller udflåd, og så er du nødt til at gå til dyrlægen.

Tal også med dyrlægen om forebyggende anbefalinger for at holde din hunds ører rene. Nogle hunderacer – ofte dem med hængeører – kan have flere øreproblemer, og de har brug for mere opmærksomhed

HUDENS SUNDHED OG ALLERGIER

Hunde kan også få allergi og overfølsomhedsreaktioner, og disse opstår, når immunsystemet fejlagtigt opfatter et uskadeligt stof som en trussel. Der er mange forskellige typer allergier hos hunde, herunder allergi mod pollen, støvmider og selv nogle fødevareingredienser – ligesom hos mennesker. Loppebid kan være årsag til en særlig irriterende allergi for hunde, hvilket er en af grundene til, at parasitkontrol altid er vigtig for dit kæledyr. Nogle symptomer på allergi kan omfatte:

  • Kløe
  • Rød, irriteret hud
  • Øreproblemer
  • Regelmæssig eller konstant slikken

Spørg din dyrlæge til råds om egnede shampooer og andre plejeprodukter til huden. Desværre kan nogle produkter forværre irritationen af huden. Husk, at en sund hud udgør en naturlig barriere for at beskytte din hund.

FORDØJELSESPROBLEMER

En af de hyppigste grunde til, at hundeejere kontakter dyrlægen, er bekymringer om opkastning og diarré. Opkast og diarré kan have rigtig mange årsager. Alt fra en reaktion på noget, som din hund har spist, til infektioner, fremmedlegemer i tarmkanalen og mange andre sygdomme. Søg altid hjælp hos din dyrlæge, og vær særlig opmærksom på hvalpe, der hurtigt bliver alvorligt dehydrerede.

Foruden de løse afføringer og uheld i hjemmet, kan du holde øje med andre tegn på fordøjelsesbesvær:

  • Større afføringsvolumen
  • Problemer med at komme af med afføring
  • En ændring i humøret
  • Sløvhed
  • Træthed eller svaghed
  • Blod eller slim i afføringen

Det kan være meget nyttigt at notere eventuelle tegn, som du ser, hvor alvorlige de er og varigheden af dem, når du skal drøfte situationen med din dyrlæge. Tal også med dyrlægen, hvis du har mistanke om, at din hund har spist noget, der giver anledning til bekymring.

Længevarende diarré og gentagne opkastninger kan ret hurtigt blive alvorligt selv hos en voksen hund. En enkelt episode af opkastning uden diarré er ikke altid noget at bekymre sig om og kan blot være lidt mavebesvær, der løser sig selv. Et hurtigt telefonopkald til dyrlægen kan give nyttige råd. Fordøjelsesproblemer kan sommetider løses med en kort fasteperiode efterfulgt af skånekost givet i små, hyppige portioner.

Hunde er ligesom os og oplever helbredsproblemer, der kan være milde, eller det kan blive nødvendigt med et besøg hos dyrlægen. Regelmæssig forebyggende pleje er den bedste måde at holde din hund sund på og ellers være opmærksom på alt, der kræver yderligere handling.

GIGT OG BEVÆGELSESBESVÆR

Det er ikke ualmindeligt for hunde at udvikle stivhed og gigt med alderen. Hvis din hund ikke er så let til bens længere, så skal den have hjælp. En hund skal ikke have smerter, så lad din dyrlæge undersøge hunden. Det kan blive nødvendigt med medicinsk behandling, og det kan også blive nødvendigt med praktisk hjælp i form af skridsikre måtter på gulvet, og måske skal du bygge en rampe, så hunden nemmere kan komme ind og ud af bilen.

DIABETES

Hunde kan ligesom mennesker også udvikle diabetes.

Nogle symptomer, som du skal holde øje med:

  • Drikker meget vand (meget tørstig) og urinerer meget
  • Ændring i appetit
  • Vægttab på trods af en god appetit
  • Infektioner, der ikke forsvinder eller bliver ved med at komme tilbage

Hvis du har mistanke om, at din hund har diabetes eller andre sygdomme, skal du lave en aftale hos din dyrlæge for at få foretaget en grundig undersøgelse.

CANCER

Cancer er ikke en enkelt sygdom og cancer kan derfor vise sig på flere forskellige måder. Nogle former er forholdsvis milde, mens andre er mere alvorlige. Du kan holde øje med disse tegn og drøfte dem med din dyrlæge:

  • Knuder eller gevækster
  • Vedvarende sår på huden eller gevækster
  • Ændring i appetit
  • Vægttab
  • Vedvarende halten
  • Problemer med at synke eller spise
  • Vejrtrækningsproblemer

Disse symptomer kan også forekomme ved mange andre tilstande og bør drøftes med din dyrlæge. Mange former for cancer kan behandles, og der kan være behandlinger, der svarer til dem, der tilbydes mennesker.

Når du sørger for, at din hund er sund og glad, bliver det en del af den gode tilværelse, I vil få sammen. Tal med din dyrlæge om forebyggende pleje, herunder vaccinationer og behandling mod parasitter, og få svar på dine spørgsmål.

TRANSPORTABEL HUNDESKÅLgør-det-selv 

Download en trin for trin vejledning nu!

DOWNLOAD NU
Leder du efter en dyrlæge?

Din dyrlæge spiller en stor rolle i dit kæledyrs helbred. Indtast din lokation og få en liste over dyrlæger i nærheden af dig.

FIND EN DYRLÆGE


Mere som dette

Kæledyrspark
Gør-det-selv projekter

I vores kæledyrspark kan du finde mange sjove ting. Hvorfor ikke prøve at lave dit eget kattetelt eller aktivitetsspil for hunde.

Helbredsspørgsmål

Symptomer på øregangsbetændelse hos hunde kan være mange, fx at din hund har kløe i øret. Find ud af, hvad du skal gøre ved det med vores store guide.

kattelopper

Har du bemærket lopper på en kat? Læs om alle de mest almindelige tegn på, at der er kattelopper i hjemmet, og find ud af, hvad du skal gøre ved det.

Find de bedste løsninger til dit kæledyr

Har du brug for hjælp til at finde løsninger til kæledyrspleje?

Modtag plejetips fra vores eksperter
BLIV MEDLEM AF MYPET.COM