Diabetesmedicin og behandling af sukkersyge hos hunde og katte

Behandling af diabetes hos hunde og katte kræver insulin samt gode hverdagsrutiner. Læs mere om, hvordan du behandler diabetes her!

Diabetesmedicin

Det er helt normalt, at man som kæledyrsejer føler sig overvældet, og måske endda en smule bange, når ens firbenede ven får konstateret diabetes. Disse overvældende følelser skyldes typisk usikkerhed og manglende viden om sygdommen. Den gode nyhed er, at du kan lære at behandle og håndtere dit kæledyrs diabetes, så du kan få sygdommen under kontrol. Det kræver en dedikeret indsats og tålmodighed, men det betaler sig, og dit kæledyr kan leve et langt og godt liv på trods af sygdommen. Det opnås ved insulinindsprøjtninger og faste hverdagsrutiner.

Diabetes mellitus er en af de mest almindelige, hormonelle sygdomme hos hunde og katte. Insulin produceres i bugspytkirtlen og er nødvendigt for at blodsukkeret (blodglukose) kan trænge ind i kroppens celler og blive brugt som energi. Et diabetisk kæledyr kan enten ikke producere insulin, eller også fungerer insulinen ikke korrekt. Det betyder, at selvom en diabetisk hund eller kat indtager masser af mad, kan kroppen ikke udnytte det blodsukker, der dannes. På trods af forhøjet blodsukker mangler cellerne brændstof, og kæledyret begynder at tabe sig. Blodsukkeret vil ophobe sig i blodbanen og overstige nyrernes grænse. Når blodsukkeret udskilles gennem urinen, trækker det en masse vand med sig, hvilket medfører produktion af en overdreven mængde urin. Øget vandladning er et typisk tegn på diabetes. Det er her, den onde cirkel begynder. Symptomerne kan kontrolleres med insulinindsprøjtninger og etablering af faste hverdagsrutiner.

Sukkersyge kan bringes under kontrol, og kæledyret kan leve et langt og godt liv på trods af sukkersygen. Det kræver dog daglige rutiner, behandling og et godt samarbejde mellem dig og din dyrlæge. Din dyrlæge spiller en afgørende rolle i at udvikle en behandlings- og håndteringsplan, der kan hjælpe din diabetiske hund eller kat med at forblive frisk. Som kæledyrsejer spiller du en afgørende rolle i at overholde disse planer.

Hverdagsrutinen består af fire vigtige opgaver.

Pris på insulin til hunde

1. Insulinindsprøjtninger

Diabetiske hunde og katte har brug for at få insulin som indsprøjtninger for at sikre, at blodsukkeret kan trænge ind i cellerne. Der findes forskellige måder at give  indsprøjtningerne på. Enten via en sprøjte med en kanyle eller ved at bruge en insulinpen. Din dyrlæge vil hjælpe dig med at vælge den bedste løsning til dig og dit kæledyr.

2. Diætmad til hunde og katte samt faste fodringstider

De fleste diabetiske hunde og katte har brug for at få ændret deres kost, så den passer til sygdommen. Du skal derfor fodre dit kæledyr med diætmad til hunde og katte med diabetes. Din dyrlæge vil hjælpe dig med at finde en passende løsning til dit kæledyr. Hunde har typisk brug for kost med højt fiberindhold, mens katte har brug for kost med lavt indhold af kulhydrater. Hvis en hund eller kat skal tabe sig, anbefales en særlig kost, der er sammensat med vægttab for øje. Selvom de fleste kæledyrsejere godt kan lide at forkæle deres firbenede venner med godbidder og måske nogle madrester fra spisebordet, er det utroligt vigtigt at sørge for, at godbidder følger dyrlægens anbefalinger, og at mad fra spisebordet bliver på bordet. Særligt for hunde er det vigtigt, at alle måltider, spisetider og snacks holdes i samme mængde og på samme tidspunkt hver dag for at undgå udsving i blodsukkerniveau og insulinbehov.

Pris på insulin til katte

3. Motion 

Diabetiske hunde og katte skal, ligesom alle kæledyr, være aktive hver dag, så leg og gåture er obligatoriske. Men ligesom med måltider kan motion også påvirke behovet for insulin. Derfor er det en god idé at dyrke motion regelmæssigt hver dag og på samme tidspunkt, så man undgår større udsving i insulinbehovet. Tal med din dyrlæge, hvis du er i tvivl.

4. Overvågning i dagligdagen 

Det er vigtigt at holde sig til daglige rutiner og overvåge relevante parametre. Det omfatter insulinindsprøjtningerne, indtag af vand og fodring med diætmad til hunde eller katte, appetit, motion, blodsukker samt eventuelle sukker- og ketonstoffer i urinen. Det lyder måske som mange ting at holde styr på, men der findes en gratis app, der kan gøre det nemmere: Pet Diabetes Tracker – udover at registrere rutinerne gør appen det også nemt at oprette påmindelser om insulinindsprøjtninger, og den giver mulighed for at lave blodsukkerkurver, der kan deles direkte med din dyrlæge og drøftes ved det regelmæssige besøg hos dyrlægen.

Livsvarig behandling

Diabetes er en livslang sygdom, og der er behov for livsvarig behandling. Det er afgørende for diabetiske hunde og katte, at der bliver indført daglige rutiner. De fleste kæledyr med diabetes reagerer hurtigt på insulin, men det kan tage uger at komme de kliniske tegn til livs. Det kan tage et stykke tid og kræve en indsats at implementere en vellykket behandlingsplan, og tålmodighed er nøglen til at give en hund eller kat tiden til at finde balancen igen efter den indledende diagnose.

Diabetiske hunde og katte kan leve et langt og sundt liv med den korrekte behandling, pleje og opmærksomhed. Med regelmæssige besøg hos dyrlægen lægges et solidt fundament, hvor fremskridt og forandringer i helbredet hurtigt bemærkes og håndteres.

Som ved alle sygdomme kan der opstå komplikationer hos en hund eller kat, der har diabetes. Den mest almindelige komplikation hos kæledyr med diabetes er lavt blodsukker (hypoglykæmi). Dette er ofte det direkte resultat af, at den daglige rutine ikke er blevet fulgt. Hvis en diabetisk hund eller kat får for meget insulin, misser et måltid eller spiser på skiftende tidspunkter, ændrer kost eller motion, kan det medføre hypoglykæmi. Velkontrolleret diabetes kan også komme ud af kontrol, hvis hunden eller katten pludselig bliver syg eller udvikler en anden kronisk tilstand. En hund eller kat, der overvåges tæt, kan få hurtig og nødvendig pleje og forhåbentlig komme over komplikationerne.

sukkersygemedicin

Hvis du mener, at din hund eller kat måske udviser tegn på diabetes, skal du straks gå til dyrlægen. Hvis du allerede behandler din hunds eller kats diabetes, og du har spørgsmål eller oplever, at der sker ændringer i kæledyrets helbred, bør du bestille en tid hos din dyrlæge og fortælle om dine observationer.

Ingen kender din hund eller kat bedre end dig! Din firbenede ven er afhængig af dig, når det kommer til at sikre, at sygdommen behandles korrekt, og at der gives den rigtige diabetesmedicin. Derfor er det vigtigt, at du altid stoler på din mavefornemmelse. Det er altid bedre at ringe en ekstra gang til dyrlægen, hvis du er bekymret.

Leder du efter en dyrlæge?

Din dyrlæge spiller en stor rolle i dit kæledyrs helbred. Indtast din lokation og få en liste over dyrlæger i nærheden af dig.

FIND EN DYRLÆGE


Mere som dette

Kæledyrspark
Gør-det-selv projekter

I vores kæledyrspark kan du finde mange sjove ting. Hvorfor ikke prøve at lave dit eget kattetelt eller aktivitetsspil for hunde.

Helbredsspørgsmål

Symptomer på øregangsbetændelse hos hunde kan være mange, fx at din hund har kløe i øret. Find ud af, hvad du skal gøre ved det med vores store guide.

kattelopper

Har du bemærket lopper på en kat? Læs om alle de mest almindelige tegn på, at der er kattelopper i hjemmet, og find ud af, hvad du skal gøre ved det.

Find de bedste løsninger til dit kæledyr

Har du brug for hjælp til at finde løsninger til kæledyrspleje?

Modtag plejetips fra vores eksperter
BLIV MEDLEM AF MYPET.COM