Godt at vide om vaccination af katte

Hvis din kat er som de fleste andre katte, så bruger den dagene på at slappe af og nætterne til at være på farten.

Hvis din kat er som de fleste andre katte, så bruger den dagene på at slappe af og nætterne til at være på farten. Imellem lurene kan du observere din kat bruge tid på at foretage grundig pelspleje eller hænge ud i vindueskarmen og holde øje med fugle. Selvom din kat gør alt, hvad den kan for at forsikre dig om, at den kan tage vare på sig selv, så behøver katten din hjælp, når det kommer til beskyttelse mod sygdom. Vaccination er vigtig for at sikre beskyttelse mod alvorlige smitsomme sygdomme gennem kattens liv. Første skridt er at få kendskab til de sygdomme, man kan forebygge ved vaccination. Det kan du få ved at læse med her. Spørg din dyrlæge til råds om vaccination af din kat.

VACCINATIONSTIDSPUNKTER

Killinger må først tages fra deres mor, når de er 12 uger gamle. Killingen kan være vaccineret første gang på det tidspunkt, men det er ikke fast kutyme. For at opnå en god beskyttelse bør killinger vaccineres 2-3 gange med ca. en måneds mellemrum. Dernæst bør katten vaccineres i overensstemmelse med dens levevis, og smittesituationen dér, hvor I bor. Spørg din dyrlæge til råds.

FØR VACCINATION

Det er vigtigt, at katten er rask og stresses mindst muligt på vaccinationsdagen og i de nærmeste dage herefter.

Indvoldsorm og deres larver kan påvirke immunforsvaret negativt, så katten udvikler en dårligere beskyttelse efter vaccinationen. Hvis killingen er behandlet mod orm hos opdrætteren, er det normalt ikke nødvendigt med en ekstra ormekur før vaccination. Men hvis killingen ikke er behandlet mod orm tidligere, er det en god idé at give killingen ormekur ca. en uge før vaccinationen. Ormemidler er på recept, så du skal spørge din dyrlæge til råds.

AT TÆNKE PÅ EFTER VACCINATIONEN

Vacciner består af smitstoffer, der er svækkede eller dræbte for ikke at give sygdom. Immunforsvaret danner beskyttelse mod smitstofferne i vaccinen, og således får katten et vigtigt forspring, hvis den skulle blive udsat for de ægte usvækkede smitstoffer senere i sit liv.

Et fåtal af de vaccinerede katte reagerer med hævelser på injektionsstedet eller endnu sjældnere med en akut allergisk reaktion. Hvis din kat bliver sløj og får ildebefindende samme dag, som den er blevet vaccineret, skal du straks kontakte din dyrlæge.

HVILKE SYGDOMME VACCINERER MAN KATTE IMOD?


KATTESYGE

Kattesyge er en almindelig og meget smitsom sygdom, som kan ramme katte i alle aldre. Dødeligheden er høj, især hos killinger. Kattesyge skyldes et parvovirus, som spredes ved kontakt med smittede katte, først og fremmest via deres afføring. Der går 4-6 dage fra katten smittes til den viser tegn på sygdom. Katte kan udskille virus i afføringen i 1½ måned efter infektionen.

Sygdommen bryder ud pludseligt med høj feber, mangel på appetit, sløvhed, diarré og opkastninger. Dette kan med tiden lede til døden på grund af væsketab. Parvovirus ødelægger tarmens overflade samt angriber og ødelægger de hvide blodlegemer, og smittede katte kan derfor angribes af alvorlige følgesygdomme, idet deres immunforsvar ikke fungerer ordentligt.

Parvovirus er meget modstandsdygtig og kan overleve de fleste desinfektionsmidler samt høje temperaturer. Parvovirus kan overleve i lang tid i miljøet – helt op til et år.

Kattesyge forekommer jævnligt, og alle katte kan smittes, både inde- og udekatte. Killinger er dog mest udsatte, og især de killinger, der ikke har fået tilstrækkeligt med antistoffer mod kattesyge gennem modermælken. Beskyttelsen fra modermælken aftager gradvist, og killinger vil typisk have behov for beskyttelse via vaccination, når de er et par måneder gamle.

I Danmark bør alle katte vaccineres mod kattesyge.

KATTEINFLUENZA

Infektioner i kattens luftveje med sygdomstegn som snue, rindende øjne, sår i munden og svælget, bronkitis og lungebetændelse, kaldes tilsammen for katteinfluenza.

Sygdommen skyldes for det meste kattens herpesvirus og/eller kattens calicivirus. Sygdommen viser sig ved nysen, nedsat appetit og feber. Senere i sygdomsforløbet kan øjeninfektioner, snue, vejrtrækningsproblemer og hoste opstå.

Katteinfluenza rammer hovedsagelig unge katte og dødeligheden kan være høj. Hvis en drægtig kat smittes med herpes, kan den risikere at abortere eller få misdannede fostre. Killinger, der smittes i fostertilværelsen eller i den første leveuge, dør ofte. Sygdommen bryder oftest ud og spredes, hvor mange katte er samlet, f.eks. i katterier, på pensioner og på udstillinger.

Katte kan få en kronisk form for katteinfluenza – de bliver bærere af sygdommen. Ofte har disse katte ingen synlige tegn på sygdom, men udskiller virus i måneder eller år. En sådan kat udgør naturligvis en stor smittefare for andre katte.

Alle danske katte bør vaccineres mod katteinfluenza. Vaccination kan ikke forhindre, at katten smittes, men får den symptomer, så vil de være langt mildere end hvis den ikke var vaccineret.

KATTELEUKÆMI

Katteleukæmi skyldes katteleukæmivirus, der kan give svækket immunforsvar, blodmangel og lymfekræft. Forekomsten af katteleukæmi i Europa er generelt lav, men lokalt kan forekomsten være højere. Sygdommen smitter ved venlig kontakt mellem katte, men også via bid. Virus findes i spyt, næsesekreter, afføring og mælk. Unge katte er især følsomme overfor smitte, mens ældre katte bliver mere modstandsdygtige med alderen.

Nogle smittede katte vil blive ved med at have virus i blodet altid eller i perioder, mens andre kan rense sig for infektionen. Den drægtige kat med virus i blodet vil som regel abortere eller føde døde eller svage killinger.

Hvis der findes katteleukæmi i det område, hvor dine katte bor, og de færdes ude blandt andre katte, bør du lade dem vaccinere mod katteleukæmi i tillæg til kattesyge og katteinfluenza, som alle katte bør vaccineres imod. Spørg din dyrlæge til råds.

CHLAMYDIA

Chlamydia forårsages af en bakterie, der først og fremmest giver øjeninfektioner. Sygdomstegnene er røde, rindende øjne, nysen og løbende næse. Bakterien er meget smitsom, og smitter ved direkte kontakt mellem katte. Sygdommen er mest udbredt i katterier, kattepensioner og i hjem med mange katte. Sygdommen er ikke dødelig, og en smittet kat kan behandles med antibiotika. Forløbet kan dog være langvarigt og plagsomt for katten. Chlamydia regnes sommetider med under betegnelsen katteinfluenza. I større kattehold med bekræftede udbrud af Chlamydia, kan vaccination bruges som en del af kontrolforanstaltningerne for at få problemet under kontrol.

Hvis du har katte, hvis levevis bringer dem i risiko for at blive smittet med chlamydia, bør du overveje at lade dem vaccinere mod chlamydia i tillæg til kattesyge og katteinfluenza. Kattesyge og katteinfluenza bør alle katte vaccineres imod. I risikogruppen for chlamydia er katte, der lever sammen med mange andre katte, deltager i udstillinger eller kommer i kattepension. Spørg din dyrlæge til råds om vaccination mod Chlamydia.

RABIES

Hvis din kat skal rejse udenlands, skal den som udgangspunkt vaccineres mod rabies og have et kæledyrspas, men der kan være flere krav alt efter, hvor katten skal hen. Katten skal også være ID-mærket.

Spørg din dyrlæge til råds eller tjek Fødevarestyrelsens hjemmeside: http://www.foedevarestyrelsen.dk/Dyr/Rejse_med_kaeledyr/Sider/Rejse_med_kaeledyr.aspx

Vaccinationer spiller en vigtig rolle, når det kommer til at holde din kat sund gennem hele livet. Spørg din dyrlæge til råds, så I kan skræddersy vaccinationerne til din kat ud fra netop din kats livsstil og behov.

Leder du efter en dyrlæge?

Din dyrlæge spiller en stor rolle i dit kæledyrs helbred. Indtast din lokation og få en liste over dyrlæger i nærheden af dig.

FIND EN DYRLÆGE


Mere som dette

Kæledyrspark
Gør-det-selv projekter

I vores kæledyrspark kan du finde mange sjove ting. Hvorfor ikke prøve at lave dit eget kattetelt eller aktivitetsspil for hunde.

Helbredsspørgsmål

Symptomer på øregangsbetændelse hos hunde kan være mange, fx at din hund har kløe i øret. Find ud af, hvad du skal gøre ved det med vores store guide.

kattelopper

Har du bemærket lopper på en kat? Læs om alle de mest almindelige tegn på, at der er kattelopper i hjemmet, og find ud af, hvad du skal gøre ved det.

Find de bedste løsninger til dit kæledyr

Har du brug for hjælp til at finde løsninger til kæledyrspleje?

Modtag plejetips fra vores eksperter
BLIV MEDLEM AF MYPET.COM